Skip to content

SVEN FRA SKAT i HØJE-TAASTRUP HAR SAMME FORSVARER I DEN STORE OG DEN LILLE SAG OM SVINDEL MED UDBYTTESKAT

September 19, 2017

Det kan være lidt forvirrende at få styr på, hvilke forsvarsadvokater der repræsenterer de tre tiltalte i de to sager om svindel med udbytteskat.
Men af de forskellige skriverier i sagen fremgår det, at den forhenværende medarbejder hos Skat i Høje-Taastrup, Sven Jørgen Nielsen, er repræsenteret ved advokat Lars Henriksen fra advokatfirmaet TVC.
Finansmanden Sanjay Shah i Dubai var tidligere repræsenteret ved advokat Jakob Lund Poulsen. Nuværende forsvarer for Sanjay Shah er imidlertid advokat Kåre Pihlmann.
Hvem der er forsvarer for den i Georgia i USA bosatte udlandsdansker fremgår tilsyneladende ikke umiddelbart.

EKSTRA BLADET RUTTER
IKKE MED OPLYSNINGERNE

I den mindre sag om svindel med udbytteskat for 37,4 millioner kroner skriver Ekstra Bladet den 22. juni 2017 om den ene tiltalte:
”Den nu forhenværende konsulent i Skat, 68-årige Sven Jørgen Nielsens advokat oplyser til Ekstra Bladet, at Sven afviser sigtelserne.”
Men hvorfor nævnte Ekstra Bladet ikke den 22. juni, hvem den pågældende forsvarer er?
Det erfarer nysgerrige læsere først den 17. august 2017, altså næsten to måneder senere, og da på DR Nyheder.
Her fremgår det nemlig, at Sven Jørgen Nielsens forsvarer er en advokat ved navn Lars Henriksen fra advokatfirmaet TVC, og at Lars Henriksen både er forsvarer for Sven i den mindre sag om formodet svindel med udbytteskat for 37,4 millioner kroner og den større sag om formodet svindel med udbytteskat for 12,3 milliarder kroner. Sven Jørgen Nielsens formodede rolle i den store sag er ikke kendt.
Om Sven Jørgen Nielsens formodede medgerningsmand, skriver Ekstra Bladet den 22. juni 2017: ”Den 47-årige køber en luksusvilla for 6,1 mio. kr. i en amerikansk sydstat – og begår ifølge Bagmandspolitiet skattesnyd for 716.000 kr., der stammer fra udenlandsk aktieudbytte.”
Nu er der jo adskillige amerikanske sydstater. Havde det ikke været oplagt, at Ekstra Bladet havde nævnt navnet på den pågældende stat?
I det stykke er de en kende mere service-mindede henne på dagbladet Politiken. Den avis skriver den 21. juni 2017 om Svens angivelige kompagnon: ” Hans formodede medgerningsmand, en 46-årig dansker med adresse i Georgia, USA, fik i 2007 på baggrund af falske oplysninger udbetalt mere end 37 millioner kroner som tilbagebetaling af dansk udbytteskat.”

SUMMA SUMARUM

Summa sumarum: Svens formodede medgerningsmand er 46 eller 47 år og har adresse i Georgia i USA.
Hvem der er forsvarer for denne udlandsdansker er, med mindre man skulle have overset det, ikke oplyst.
DR Nyheder noterede den 17. august, at finansmanden Sanjay Shah i Dubai, der indtil for nylig var den eneste hovedmistænkte i den store sag om svindel med udbytteskat for 12,3 milliarder kroner, havde skiftet sin hidtidige danske forsvarer Jakob Lund Poulsen ud med advokat Kåre Pihlmann. Det lykkedes ikke for DR Nyheder at afæske Jakob Lund Poulsen en kommentar til udskiftningen.
Da de to nu anklagede mænd i maj blev varetægtsfængslet, foregik det ved retten i Lyngby. Når den mindre sag om formodet svindel med udbytteskat engang er klar til at komme for retten, skal processen foregå ved Retten i Glostrup.
De to udbyttesager udgør tilsammen mulig svindel med offentlige midler for et meget stort beløb, som Bagmandspolitiet (SØIK) udtrykker det i en pressemeddelelse den 8. september. / UD

Advertisements

From → Uncategorized

Leave a Comment

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: