Skip to content

BENNY ANDERSEN: DAMER

June 14, 2017

DAMER
Originaltekst af Benny Andersen

Det går ikke uden
det er besværligt med
men uden går det slet ikke
uden hud intet hår
ingen rub uden stub
uden damer
det går ikke uden
det er besværligt med
men uden går det i stå
pulsen ville slå langsommere
nakken stivne
når der ingen var at vende sig efter
benene stagnere i skrivebordsstilling
hvorfor rejse sig mere
øjnene hærdne og irres
kroppen størkne i tøjet som gips
der ville man så sidde
kold afstøbning af svunden uro
det eneste der skiller os
fra Thorvaldsens museum
er damer
lige fra dikkedikdamer
bøjet over ens barndom
slikdamer med brønde af jordbæris
siloer med spejderhagl
lærerindedamen med Peter Plys som føljeton
til alle de damer man senere kiggede efter
fløjtede efter
længtes efter
lagde sig efter
når træerne åndeløst sprang ud
og duerne kurrede
hundene gispede
foråret strammede
man strejfede rundt med plirende sjæl
faldt over sig selv
som en sprællemand samlet forkert
snublede over armene
bed negle på tæerne
fik fortiden op over ørerne
når man trak sig i snoren
gik stædigt vild mod solen for at opnå
modlyset gennem en gazenederdel
Kraka med ispind
og når silhouetten standsede
og kløede et myggestik på ryggen
stivnede man og slog rod
lod mørke og myg falde på sig
og senere
jalousi på cykel
rundt og rundt
om et enligt glødende vindu
hjem foran spejlet med barberblad foran struben
indøvelse af en skærende latter
der aldrig rigtig blev brug for
hvordan var det gået uden damer
uden damer hade man næppe levet videre
uden damer var man næppe blevet født
madet
puttet
uden damer var man næppe blevet bror, far
svoger
hanrej
uden damer hade man næppe opdaget Fanø
Chagall
Karlsvognen
uden damer var man aldrig kommet ud af skabet
uden damer hade man ligget i sit penalhus
dårligt spidset
til min dødsdag vil jeg klatre i dametræer
som jeg har gjort fra barn
klatre uden om Thorvaldsen
drikke af dameflasker
trutte i dametrompeter
uden damer var det aldrig lykkedes
det er besværligt med
det er umuligt uden.

Hentet fra http://rod-ord.dk/temaerne/

Advertisements

From → Uncategorized

Leave a Comment

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: